Jeg er optaget af døden. Eller snarere folks forhold til døden, og hvad det bevirker i deres levede liv. Jeg har undersøgt folks dødsforhold i forskellige kontekster — nogle gange mest som baggrunden for medicinske beslutningsprocesser omkring svært hjerneskadede mennesker i neuro-rehabilitering. Andre gange mere direkte i form af uhelbredeligt syge kræftpatienter, der havde et kristent eller muslimsk trosforhold. Og nogle gange gennem pårørendes fortællinger om deres nærtstående, som nærmede sig døden, eller døde mens de var til stede.
Som underviser er jeg relaterende og går rigtig gerne i dialog. Jeg er af den overbevisning, at det er gennem udveksling og samtænkning, at vi lærer mest — og at det er i bevægelsen mellem vores oplevelser og erfaringer og den tilegnede teori, at der kan springe gnister af inspiration og indsigt.
Underviser siden maj 2025 på modulerne Fænomenologi (PHEN), Aktionsforskning (AR) og Forskning i Egen Praksis (ROP), i gennemsnitligt 2–4 timer om ugen.
Tværfagligt fundament med undervisningserfaring fra sociologi, antropologi, folkesundhedsvidenskab, sygepleje og medicin. Vant til at formidle forskning og teori til vidt forskellige faggrupper — fra akademiske studerende til sundhedsprofessionelle uden forskningsbaggrund.
Modtog Universitetspædagogikum (150 timer) i december 2024. Mange års undervisningserfaring i akademisk regi og på efteruddannelsesforløb. Dialogisk og praksisnær i tilgangen, engageret formidler og erfaren i online-undervisning.